Jeg bandede højlydt. Hvor havde jeg gjort af den forbistrede nøgle? Jeg SKULLE bare ind i lejligheden nu, mens han var på arbejde.
Det var blevet helt klart for mig aftenen før, at det ikke nyttede at håbe på, at situationen ville blive bedre. Men før håbet døde helt, havde jeg prøvet at at tale med ham om, at når han aflyste vores aftale om at gå en tur i skoven – dagen efter vi havde talt om, at han skulle holde sine aftaler – så gik det altså ud over min tillid til ham. Han tændte helt af og råbte og skreg og hidsede sig mere og mere op. Jeg mærkede på min voldsomme hjertebanken, at jeg nu var bange for ham. At det nu ikke kun handlede om tillid. At det nu handlede om at komme væk i tide.
Hvor var den forbandede nøgle? Jeg stod der foran hans dør og rodede mere og mere febrilsk i tasken. Så mærkede jeg nøglen og hev den lettet frem. Stirrede et øjeblik helt tomt på en forkert nøgle. Det var ligesom alt blev til slowmotion. Det var ikke den gule nøgle til hans lejlighed! Jeg vendte resolut bunden i vejret på tasken og lod indholdet falde ud på måtten.
Jeg havde ikke tid til det her! Det gjaldt om at komme væk, inden han kom fra arbejde! Der var den. Hurtigt skovlede jeg mine ting tilbage i tasken. En voldom smerte fik mig til at stoppe op og stirre på hånden. For pokker da. Jeg havde knækket en negl. Helt dernede hvor det blødte. Tårerne stod frem i øjnene, frustreret tørte jeg dem væk. Der var altså ikke tid til at stå og flæbe nu.
Jeg greb min tomme kuffert og låste mig hurtigt ind i lejligheden, mens jeg gennemgik min tjekliste over hvilke af mine ting, der var i forskellige rum i lejligheden. Så stoppede jeg og snusede. Hvad var det dog for en stank? Jeg listede gennem gangen hen til soveværelset, skubbede forsigtigt døren op og så Stig ligge i en pøl af blod på gulvet.
Jeg må altså ikke besvime nu!!! Ud. Jeg skal ud. Skal jeg tage mine ting med???? Åh nej, nej, nej, hvad skal jeg gøre?
@Jytte 