Opg. 2: “Møde med fortiden”. Titel: “Fyraftensmøde i Psykoterapeutforeningen”

Jeg træder ind ad døren i Psykoterapeutforeningen. Fyraftensmøde. Aftenens emne er mobning. Aftenens taler er Psykoterapeut MPF Jette Hansen.
Godt det ikke er hende Jette Hansen. Hun er sikkert blevet chef i et stort firma.
Bare ved tanken om Jette begynder mit hjerte at hamre, og mine håndflader bliver svedige.
Åh nej. Ikke nu.
Jeg forsøger ihærdigt at kontrollere min vejrtrækning. Jeg ser mig panikslagent om, går så hen imod den bageste række, som endnu ikke er besat. En kollega hilser venligt på mig. Jeg nikker og skynder mig forbi ham ind på rækken, helt ind til den inderste plads ved væggen. Her sidder jeg og forsøger at trække vejret roligt, mens mit sind udenfor min kontrol afspiller en gammel scene.

”Hvad har I for til i dag?” Lærer Jørgensen ser hen over hovedet på mig ud over klassen.
Jette svarer fra bageste række: ”side 67 til 70”.
Jeg hører lavmælt fnisen fra flere retninger. Sidder og bider mig i tungen, for at ”side 70 til 73” ikke skal slippe ud af min mund.
Lige inden timen har den hårde kerne aftalt, at når lærer Jørgensen spørger, så svarer Jette ”67 til 70” – som var den lektie vi havde for til i går. Ingen tør modsige Jette. Slet ikke jeg.
Min puls hamrer og jeg kan næsten ikke få vejret. Jeg åbner munden og får hevet noget luft ind. Men nu hvor tungen er sluppet fri, ryger ordene ud af munden på mig: ”Det er altså side 70 til 73, men Jette vil have, at vi skal lyve for dig.”
Jeg husker ikke resten af den time, men jeg husker tydeligt det øjeblik, hvor jeg drejer ind på skolestien på vej hjem og står ansigt til ansigt med Jette! “Hej Dengse”. Hun blotter tænderne.
Da jeg kommer blodig hjem, bliver mine forældre rasende og får et møde i stand med skoleinspektøren. Den næste måned bliver Jette hver dag tilbageholdt på skolen en halv time efter skoletid, så jeg kan nå hjem uantastet.

Jeg hører lydene stilne af omkring mig og bliver nærværende i rummet igen.
”Må jeg præsentere psykoterapeut Jette Hansen, som i aften skal fortælle os om mobning.”
Tiden står stille, da jeg ser hende træde op på talerstolen. 20 år ældre, men ingen tvivl om hvem hun er!
Jeg hader dig. Du ødelagde år af mit liv. Det brænder i mit mellemgulv. Husk nu, hvad du kan gøre ved det Jette Jeg holder opmærksomheden i solar plexus, mens jeg koncentrerer mig om at trække vejret. Og så sker det: Mit hjerte falder til ro, pulsen daler, vejrtrækningen bliver dybere af sig selv. Mine muskler afspændes og jeg læner mig tilbage i stolen.
“Godaften kære kollegaer” Jeg genkender hendes altstemme og opdager, at jeg smiler, da jeg mumler godaften i koret af svar.