Opg 4: Fremtidsvisioner

Opgave 4. Fredag den 21. November TEMA: Kønsskifte hos forfatteren
ARBEJDSTITEL: Krise mellem to personer
BESKRIVELSE: Skriv en tekst om en krise mellem to
personer. Skriv i første person (jeg-fortæller) i nutid,
og formidl tidligt i teksten hovedpersonens køn så ingen er i tvivl.
Hovedpersonens køn skal være modsat forfatterens.
VIGTIGT: HUSK, find en god titel til din fortælling.

Ca. 700 ord.

******************************************************************************************************

 

Jeg bygger mig sgu sådan en retreathytte som den her hjemme i haven…. Gad vide om Irene bliver sur over det?… Hun bliver godt nok nemt irriteret for tiden…. Gid hun ville gå i terapi…. Det er sgu et paradoks at være leder af en psykoterapeutuddannelse og så være gift med en kvinde, der aldrig har været i terapi.

Jeg ser ud over havet et par minutter mere. Rejser mig og pakker mit meditationsgrej sammen. Så går jeg ind og børster tænder. Kigger på mig selv i spejlet.
Du ser bedre ud Holger. De her tre uger har gjort dig godt.
Jeg ser på mine grå tindinger og den vigende hårgrænse. Ser, at det hvide i mine øjne er blevet mere hvidt. Et stort smil breder sig.

Da jeg stikker tandbørsten i rygsækken, tænker jeg på mit oplæg til undervisning på mandag.
Sorg og krise. Håber jeg kan få dem med på at se lidt mere afgrænset på krise. Nu om stunder kalder man jo alt muligt krise. Overgangsalder, jobskift, skilsmisse. Men krise er ikke disse ting. Krise er den følelsesmæssige respons på disse ting. Hvis man bliver følelsesmæssigt oversvømmet og forvirret, SÅ er der tale om krise.

Jeg hører Irenes Audi nærme sig.
Præcis som altid, Irene.

Vi sætter os på en bænk oppe på klitten og ser ud over stranden og havet.
”Jeg troede vi havde travlt, Irene?”
”Vi er nødt til at snakke sammen. Jeg tror det er lettere her end i bilen eller derhjemme.”
Jeg lægger en hånd over hendes på bænken. Hun vender den ikke og tager mig i hånden. Jeg lader alligevel min ligge – oven på hendes knoer.
”Jeg er 38 nu, Holger. Det er altså ved at være sidste udkald, hvis jeg skal nå at have børn.”
”Jamen, vi har da tre børn!”
”DU har tre børn.”
”Irene, vi har været gift i 10 år. Du har været børnene i en mors sted i alle disse år. Jeg bliver sgu lidt trist, når du siger, at JEG har børn…..”
”Jeg vil føde et barn, kan du ikke forstå det?”
”Jo, jo, det kan jeg måske nok. Men vi har jo aldrig brugt prævention. Det er jo bare ikke blevet til noget. Og du har sagt nej, når jeg har foreslået fertilitetsundersøgelse.”
Hun nikker. Drejer hovedet og ser ud over vandet.

”Jeg er 45 år. Ungerne er 19, 16 og 13. Det er da for sent nu. Det er da tid til at nyde den frihed, der er ved at have større børn.”
Hun svarer ikke.
”Du har lige startet egen advokatpraksis. Du arbejder 60 timer om ugen. Synes du ikke det er lidt urealistisk at starte forfra med babyer?”
”Jeg er gravid.”
What! Det kan da ikke passe. Der er jo flere måneder siden, vi har knaldet. Er det mit? Har hun været mig utro? Shit, shit, shit.
”Jeg var sammen med en anden mand, da jeg var i byen med veninderne for et par måneder siden. Jeg ved ikke, hvad han hedder. Det er også lige meget. Jeg vil have det barn.”
Al tankevirksomhed er stoppet. Jeg sidder og ser på mine fødder. Ser dem ikke.
”Hvis du ikke vil have barn med mig, vil jeg skilles. Jeg vil have det barn!”

Jeg rejser mig op og går ned mod vandet. Det gør ondt i hele min krop. Da jeg når stranden, synker jeg hulkende sammen i sandet.

 

 

 

63 thoughts on “Opg 4: Fremtidsvisioner”

  1. Lise Hougaard said:

    Hej Jytte
    Ej, hvor trist og komplekst. Du har konflikt og har skrevet om en hp af hankøn i 1. person. Mission accomplished 😉
    Og mon ikke din hp på egen krop mærker, hvad en krise er? Jeg synes, at det er en ‘morsom’ betragtning, at hp, Holger, er psykoterapeutlærer, og at hans kone aldrig har været i terapi – godt fundet på.
    I det hele taget en særdeles læseværdig tekst. Jeg har svært ved at komme på noget konstruktivt. Det skulle da lige være, at psykoterapeutuddannelse er ét ord, selvom det ser lidt sært ud.
    Og så har du eddermame været hurtigt ude med ugens tekst; flot. Tak for god underholsning.
    Bedste hilsner,
    Lise

    Like

    • Kære Lise

      Tak for en flot kommentar 🙂
      Hurtigt ude? tja et kvarter før dig 🙂

      Ja, gad vide om han bliver i stand til at undervise i krise på mandag? Jeg tror sgu han er nødt til at finde en vikar.

      Tak for psykoteapeutuddannelse. Jeg havde skrevet psykoterapeutisk uddannelsesinstitution. Sådan vil man nok ikke tænke…, så jeg redigerede…. Ikke godt nok 🙂

      Glad for at du følte dig underholdt!

      Kh Jytte

      Like

  2. Hej Jyhark
    Det kan man da kalde krise. Kan godt forstå at hun vil have det barn. Håber han vælger hende, når han er kommet sig over krisen.
    Kan være han skal en tur til den retreathytte igen. 🙂
    God fortælling, levende fortalt og god læsning.
    Vh Hilleborg

    Like

    • Hej Hilleborg
      Tak for en fin kommentar 🙂
      Jeg studser nu lidt over, at hvis hun så gerne vil have et barn, hvorfor har hun så ikke for længst ladet sig fertiitetsundersøge? Hun er trods alt 38 år!
      Tja, det er muligt historien fortsætter sådan, at han vælger at blive og være far til barnet. Jeg er dog ret sikker på, at han først har noget at sige om tillid, snyd, ydrestyring og et par andre ting. Jeg er også ret sikker på, at han kræver, at nu skal de i parterapi 🙂
      Tak for “god fortælling og levende fortalt”!
      Kh Jyhark

      Liked by 1 person

  3. Kære Jyhark.
    Flot løsning på ugens opgave. Manden er kommet i krise og konen er trådt i karakter. Efter et enkelt sidespring er hun gravid med det barn, som hun har ønsket sig i hele sit ægteskab. Jeg bliver noget mistænksom, når han ikke har kunnet levere varen på ti år, og de har været sammen uden prævention. Mon han har fortalt hele sandheden? Jeg tænker på en evt. sterilisation. Du har ramt manden på hans ømme sted.
    Fortællingen er velskrevet og med stor empati. Tak for underholdende læsning.
    kh Bente
    PS:
    Du skriver: “Men vi jo har jo aldrig brugt prævention. Det er jo ikke bare ikke blevet til noget.” Er der ikke et par jo og et enkelt ikke for meget her. 😉

    Like

    • Kære Bente
      Tak for en fin kommentar 🙂
      Er hun trådt i karakter? Jeg er lidt i tvivl om, hvad hendes motivation er. Men jeg synes det er tarveligt at blive gravid på den måde.
      Holger er ikke steriliseret. Måske er de bare et dårligt genetisk match? Jeg ved det ikke. Men han er en hæderlig fyr ham her. 🙂
      Tak for korrektur – det er nu rettet.
      Og tak for “velskrevet og med stor empati” – dejligt.
      Kh Jyhark

      Liked by 1 person

      • Kære Jyhark.
        Jeg er enig med dig i, at det er tarveligt at bruge manden på denne måde. Det er måske et karaktertræk, der gør, at hun føler, at hun kan gøre dette mod sin mand, derfor skriver jeg, at hun er trådt i karakter. 🙂
        Det er set før med det genetiske match og mangel på samme, så det er troværdigt, at han ikke gør hende gravid på trods af at han er far til tre.
        kh Bente

        Like

        • Hej Bente
          Tusind tak for at vende tilbage og uddybe.
          Ja, så er vi helt enige: Hun mener hun kan tillade sig at gøre dette mod sin mand.
          Dejlig opfølgning, tak 🙂
          Kh Jyhark

          Liked by 1 person

  4. Hej Jytte! Der ligger en hel roman i sporet på denne samtale! Fin problemstilling og en uløselig konflikt.
    Et par små pip skal du have. Jeg synes, du grovtegner ham for meget med hans “sgu”. En mand KAN godt snakke uden at sige sgu. Og det andet pip: Din sympati ligger entydigt hos kvinden, synes jeg. Så du fornægter ikke dit eget køn. Sådan læser jeg teksten, men ikke sikkert at andre gør det på samme måde.

    Like

    • Hej Finn
      Tak for at kigge ind!
      Jeg har ellers droppet et par sgu… Hmm jeg ser på om der skal luges mere ud 🙂 Det er altså mig, der siger sgu lidt mere end folk gør flest 🙂 Der er ingen mandekarrikatur i det.
      Og så tager du altså helt fejl ift, hvor min sympati ligger. Jeg synes hun er vildt grov! Det kan man simpelthen ikke tillade sig! Hvis det stod til mig dumpede han hende lige på stedet! Det gør han nu så nok ikke.
      Det har været sjovt at varme op igår med at skrive karakteristika på Holger. Han blev vældig tydelig. Og jeg fik helt lyst til at skrive videre om ham 🙂
      Tak for en fin kommentar
      Vh Jyhark

      Like

  5. Kære Jytte

    Jeg læser din besvarelse som den første(har dog også lige læst hos Finn), har ikke selv skrevet endnu. Så tag mine tanker med forbehold. Har tænkt meget over opgaven mens jeg har gået og ryddet op i trykkeværkstedet – det er en svær en.

    Jeg tænker: din mand er lidt “kvindagtig” lidt for meget terapeut der er lidt for meget “blød ” mand over ham og Finns kvinde er lidt for hævngerrig, det er helt tydeligt, hvilket køn i selv er. Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvordan vi tror mænd tænker, de mænd jeg har levet sammen med har været af en hel anden kaliber.

    Det er en rigtig dramatisk og konfliktfyldt ægteskabelig situation, sikke noget psykologisk rod, men godt bygget op af dig som skribent. Dit sprog er som sædvanligt flydende og letlæseligt på den gode måde. Jeg venter på min næste transport og vender lige tilbage til dig, når jeg kommer hjem.

    kh mille

    Like

    • Hej mille
      Tak for “Dit sprog er som sædvanlig flydende og letlæseligt på den gode måde” 🙂
      Og tak for at dele dit syn på min (og Finns) HP
      Kom godt hjem
      Kh Jytte

      Like

  6. judith Marli Svendsen said:

    Hej Jyhark. det lykkedes, vender tilbage og kommenterer din tekst.
    Kh Marli

    Liked by 1 person

  7. judith Marli Svendsen said:

    Hej Jyhark.
    Så lykkesdes det mig at finde en vej ind. Så nu vil jeg kommentere på din tekst.

    Sikke en dejlig historie. Den er også barsk. Holger får meget at tage stilling til her. Det er rigtig synd for ham, at irene har været ham utro. Kan han stole på hende fremover? Her er der stor krise, må man sige.
    Kh marli

    Like

    • Hej Marli
      Godt det lykkedes dig at finde vej 🙂
      Jeg er glad for, at du synes historien både er dejlig og barsk.
      Ja, Holger er i krise nu og har noget at se til. Kan han stole på hende fremover? Det er et godt spørgsmål.
      Kh Jyhark

      Like

  8. Hej Jyhark

    Dobbelt elektrochok! Gift dig aldrig med en advokat! Hun får barn og elsker – hvad er der tilbage til ægtemanden? (lidt opgave 3-agtigt): Sorg og krise. Han bliver alletiders terapeut på det område nu.

    Græde, gå i sorg, panik eller katatoni kan jeg forstå,
    men jeg tror at “hulke” er et kvindeligt privilegium.

    Han går nok i terapi, forhåbentlig ikke hos Thomas, og fyrer hende selv om det er hårdt.

    En fin historie om et virkelighedstjek på en anden måde. Jeg læste med spænding.

    De bedste hilsener
    jesper o

    Like

    • Hej Jesper

      Dejlig kommentar 🙂 Dejligt du har læst den første tekst om Holger – så du “kender” ham lidt bedre. Og gys ja: han skal da i hvert fald ikke i terapi hos Thomas!

      Og tusind tak for din kommentar “gift dig aldrig med en advokat” hi-hi. Jeg synes jo også der er en ret vigtig pointe i, at hun er advokat. Ikke for at generalisere, men det er jo nok et mere mekanisk menneskesyn end Holger har.

      Jeg håber, (som jeg også ser at du tænker), at han dropper hende! Han får hende måske slæbt med i parterapi først, så dropper hun det og så dropper han hende.

      Og så er der gråden. Jeg er nok lidt fagidiot her. Jeg tænker: Der er kaldegråd (ligger højt i lungerne og lyder som mor-kom-nu-og-tag-dig-af-mig-agtigt) og så er der slippegråd, som er udånding helt nede fra maven. (Man kan iøvrigt kun græde slippegråd 3-7 minutter. + Det udløser store mængder oxytocin, som er stressdæmpende)
      Den gråd, “nede fra maven” kaldes jo hulk.
      Jeg har set (hetero)mænd græde slippegråd. Så hvad pokker kalder man(d) det, hvis det ikke skal kaldes hulk? For græde viser kun noget om tårerne. Og jeg vil gerne have fokus ned på slipet i maven. Hmmm Jeg tænker 🙂 Græde voldsomt…. Hele kroppen gyngede, mens han græd…. Hmmmm

      Tak Jesper – vi ses ovre hos dig
      Kh Jyhark

      Like

  9. Hej Jyhark

    Sikke dog en sød dame. Men hov, det var jo ham, det drejede sig om denne uge, altså dig som ham. Er du så blevet en mand på skrift?

    Du holder dig fra mandestereotyperne, så jeg må vel prøve at fornemme det sprog, du giver ham. Jeg føler ikke umiddelbart, at det kunne være mit eget “mandesprog”. Men han er jo også som terapeut inde i et felt, som ikke er traditionelt maskulint, og derfor kan man selvfølgelig godt være mand.

    Jeg vil tage fat i en enkelt sætning:

    “Gad vide om Irene bliver sur over det?”

    Der ville jeg som mand nok tænke noget i retningen af “Hun bliver (s’gu) nok sur.” Lidt mere lige på. lidt mindre forbehold og omsvøb. Men det er så bare mig, og jeg er kun een mand, eller i hvert fald noget, der ligner. God, men styg, fortælling.

    Like

  10. Tak for kommentar Glenstrup

    Sad lige og tænkte på, hvor anderledes historien ville have set ud, hvis han var advokat og hun terapi-lærer. Så ja, han er ikke en stereotyp mand, Holger her.

    Hun bliver sgu nok sur, lyder helt fint. Tak for den.

    Vh Jyhark

    Like

  11. Hej Jytte
    Glimrende fortalt, men er han ikke lidt for blød? Meditation, psykologi og den slags kvindefnidder? Jeg ville ønske han var tømre og så ” bare havde sagt” ok
    Hilsen
    Anne

    Like

    • Hej Anne

      Tak for kommentar 🙂
      Så nu ved jeg om dig, at du synes psykologi og meditation er kvindefnidder. 🙂

      Jeg kender et par ultra maskuline mænd, som er psykologer og som mediterer timevis dagligt. Som er selvreflekterede og selvafgrænsede. Som har godt fat i både der maskuline og feminine kvaliteteter. Som lever i tantriske forhold 😉

      Sådan tiltrækkes vi jo af forskellige typer 🙂

      Kh Jyhark

      Like

  12. Hej Jytte
    Jeg elsker historier med et tvist. Og det har din historie, ud over at du har løst ugens opgave til ug med kryds og slange.
    Godt fortalt og god rytme i forløbet.
    En eneste anke: Tænker man virkelig “sgu”!
    Jeg kan godt se, at det er med til at karakterisere din hp som mand. Men det får du jo gjort så fint ved din indirekte beskrivelse af hele hans livstilgang.
    Flot løsning.
    Vh
    nina

    Like

    • Hej nina

      Tusind tak for en fin kommentar.

      Jeg glædes over at få feedback, der forholder sig konkret til teksten!

      Sgu er blevet omtalt flere gange. I mine øjne er sgu ikke med til at vise om det er en mand eller kvinde, vi har med at gøre. Sandsynligvis fordi jeg selv ofte siger sgu.
      Og jeg tænker sgu også tit sgu 🙂 Jeg synes det giver rytme! (Mere rytme, end i denne: Jeg tænker også sgu)
      Hvor det glæder mig, at du synes jeg får vist ham som mand via hans livstilgang! Tak for det 🙂
      Kh Jytte

      Liked by 1 person

  13. Hej Jyhak
    Det er en flot og troværdig tekst, du har skrevet! Set fra min side :-).

    Jeg synes ikke, manden fremstår som en blød mand. Han vil bestemme, vil lave en hytte og har en nedladende kommentar om, at hun bliver sgu nok sur.
    Han tager sig ikke rigtigt af, at hun som kvinde også gerne vil føde et barn. Hun har tilsyneladende gået i 10 år og spillet mor for hans børn, og det opfatter han som, at det er fuldstændig som det skal være. Formildende omstændigheder er, at han har foreslået, at hun gik til undersøgelse og at de ikke har brugt prævention.

    Hun er en ikke særlig sød dame. Hun kunne have taget situationen alvorligt op meget tidligere. Det, hun har gjort, kan hun ikke være bekendt.
    Det virker som om, at hun vil have barn men bare ikke med ham.

    Du har fremstillet manden rigtig godt synes jeg med almindelige menneskelige fejl, som er alle til del! Jeg kan iøvrigt godt lide, man bytter om på de gængse forestillinger om, hvad kvinden er god til og hvad manden er god til.
    På mig virker det helt naturligt, at din hp. er psykoterapeut og hans kone er advokat.
    Bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

    • Hej Anne
      Tusind tak for en rigtig flot kommentar!

      Dejligt, at du godt kan lide at man bytter om på de gængse mande/kvinde typer/fag. Det kan jeg nemlig også ret godt lide 🙂

      Og så må jeg sige: Først og fremmest glædes jeg over, at du ikke synes, at han fremstår som en blød mand!

      Hvad menes der egentlig med en blød mand?, har jeg flere gange tænkt i dag. Det er jo nok afhængig af, hvem der siger det. For nogle vil det jo bare være en nedladende vurdering fordi han har fat i sine feminine kvaliteter.
      Jeg kunne måske godt selv tænke “blød mand” om nogen. Det ville i så fald være en mand, der ikke har fat i sine maskuline kvaliteter: målrettet, fokuseret osv. Så nej, Holger er ikke en blød mand!

      Noget andet jeg har tænkt på under denne opgave er, om der er belæg for de tolkninger (vi alle sammen gør).
      Nu bliver det så dig Anne, jeg spørger: Hvor finder du belæg for denne udtalelse: “Han tager sig ikke rigtigt af, at hun som kvinde også gerne vil føde et barn. Hun har tilsyneladende gået i 10 år og spillet mor for hans børn, og det opfatter han som, at det er fuldstændig som det skal være”

      Det kunne jo også være sådan her: Han har i 10 år været den der holdt sammen på familien og sørgede for trivsel til alle. Hun har arbejdet 60 timer om ugen og har ikke haft ret meget overskud at give af. Han har tænkt, at hun nok ville få bedre fat i sine kvindelige kvaliteter: (omsorg, opmuntring osv) hvis hun selv var mor. Så han har inkluderet hende ift. sine børn og har igen og igen foreslået at de skulle fertilitetsundersøges. Hun har hele tiden sagt: Når jeg er færdiguddannet, når jeg bliver partner osv. Årene er gået og de sidste år han ikke presset på. Fordi han er glad for den frihed der følger med større børn.
      Det er jo også en tolkning 🙂 Men der er ikke noget belæg for, at det ikke kan være sådan, vel?

      Vi er helt enige om, at hun ikke er en særlig sød kvinde!

      Tak fordi du altid kommenteret så grundigt 🙂

      Kh Jytte

      Like

      • Hej Jyhak
        Det kunne tænkes, at det forholde sig, som du skriver, dvs. at hans holdning til hendes opgave som mor for hans børn har været ren omsorg for hende. Men jeg synes i så fald, at han ikke forsvarer sig særlig godt. Der står heller ikke noget om, at hun er arbejds narkoman og arbejder 60 timer om ugen. Det kan man jo gøre både som psykoterapeut især (med skiftende arbejdstider) som advokat. Der står kun, at hun har været med til at have hans tre børn.
        Men stod det mere tydeligt som ovennævnt, ville der ikke være plads til min tolkning :-), som jeg jo synes lyder mere sandsynlig i forhold til teksten, måske i en blidere udgave. Fint med flere muligheder!
        Bedste hilsner igen 🙂

        Like

        • Hej Anne

          Tak fordi du vender tilbage og hjælper mig med at reflektere over, hvordan jeg kan gøre teksten tydeligere!
          Jeg tror, at jeg skal have fyldt lidt mere på deres dialog inden hun siger, at hun er gravid. Jeg har stadig 150 ord at gøre godt med 🙂

          Det står altså i teksten at hun arbejder 60 timer. I hans replik inden hun siger hun er gravid.

          Tak for hjælpen
          Kh Jytte

          Like

  14. Hej Jyhark,
    Du har fået en drabelig masse kommentarer, hvilket bevirker, at jeg kun lige skimter – om der er “guldkorn”.
    Det er der altid i dine besvarelser, man lærer lidt om psykoterapi, og det er sundt nok. Og jeg fik sat ord på, hvad “krise” helt dækker. Tak for det!
    Her i historien er det manden, som ser parrets samliv fra sin vinkel. Han håber, hun vil modtage noget samtaleterapi – så de kan snakke sammen, hun vil forstå ham bedre – i stedet for alt det der tørre jura!!
    Mht. til det kommende barn – det har du nok drøftet med de tidl. kommentatorer. Det er historien klimax, og her kan man synes, hvad man vil – synes jeg!
    Du laver lidt dobbeltkonfekt ved to gange at nævne børnenes alder, den ene gang er vist nok.
    Du laver gode historier, derfor har du læsere, og derfor læser jeg dig.
    Hilsen Ella

    Like

    • Tusind tak Ella – det er godt nok en flot kommentar!
      Dejligt, at du finder “guldkorn” i mine tekster :-

      Jeg glædes over, at du opfatter både ham og hende, som det er min intention at vise dem. Og jeg er enig med dig i, at man kan synes, hvad man vil 🙂

      Tak for korrektur. Du har helt ret i, at det er nok at nævne børnenes alder én gang! Det er straks redigeret.

      Det glæder mig, at du synes at jeg laver godt historier. Om det er derfor jeg har mange læsere, skal jeg ikke kunne sige. Det er måske også fordi jeg næsten altid kommenterer hos næsten alle. Og måske også fordi jeg næsten altid er tidligt ude med en tekst.

      Men dejligt at du læser mig 🙂

      Kh Jytte

      Like

  15. Hej Jyhak.

    Det har gået dårligt i det ægteskab i lang tid, de har hver især fokuseret på sig selv, og så kommer straffen.
    Egentlig tror jeg forløbet er meget naturligt. Til gengæld tror jeg ikke der er noget fundament tilbage i det ægteskab, det må ende med skilsmisse. Svigtet fra begge er for stort.

    Jeg tror ikke han falder sammen nede i strandkanten og hulker. Derimod tror jeg han er spændt i alle sine muskler. Sparker af alle kræfter til en alt for stor sten og forstuver sin fod voldsomt. Heller ikke ved den smerte græder han.

    Tak for en indholdsrig tekst.

    De bedste hilsner

    Le©nius.

    Like

    • Kære Leonius
      Tak for en grundig kommentar 🙂
      Jeg er helt enig i, at det er gået dårligt i det ægteskab i lang tid.

      Jeg har for en gang skyld gjort noget ud af at “kende” min HP. Skrevet en opvarmningshistorie om ham. Lavede personkarakteristik. I denne er hans største frygt, at Irene og han ikke kan holde energien i forholdet, at de ender med at gå fra hinanden.
      Men jeg er helt sikker på, at han vil sætte energi ind på at få forholdet op i gear først.

      Så er der det med gråden. Jeg er super glad for det du har skrevet til mig her. For jeg kan se, at det kan jeg bruge i en tekst en dag. En fin beskrivelse af, hvordan de fleste mænd håndterer ked-af-det-hed eller som i dette tilfælde: chokreaktion.

      Men ham her er psykoterapilærer. Han er derfor nødvendigvis medlem af psykoterapeutforeningen. Og et krav for medlemsskab der er mindst 250 timers egenterapi, som det kaldes. Vil man være god i det fag, stopper man ikke der. Så går man i terapi år efter år. Så Holger kan græde slippegråd. Hans krop reagerer sundt ift. chok. Dvs. han bliver ikke siddende i sin stivnen, men kommer op og rører sig -hvilket baner vej for gråden.

      Men tusind tak for billedet med at sparke til en sten 🙂
      Og i det hele taget tak for en fin kommentar

      Kh Jyhark

      Liked by 1 person

  16. Hej Jytte
    Som altid kan jeg bare skøjte ned over din letlæste og velskrevne tekst, der er intet i flowet der stopper mig.

    Han har været alene med sig selv i tre uger, og oplever at det har han haft godt af. Han har haft tid til at reflektere over, hvordan han skal tilrettelægge sin undervisning og ved tanken om retreathytten, også over at Irene er lidt pirrelig for tiden.

    Det undrer mig, at han med den indsigt han besidder, ikke beskæftiger sig mere med hvorfor, om det kunne have noget med deres forhold at gøre, men udelukkende tænker, at hun ville have godt af at gå i terapi.

    Så ankommer Irene og smider en bombe lige for fødderne af ham. Her tænker jeg, at uanset erhverv og køn, så har de sikkert haft en lige så travl og opslidende hverdag som mange andre småbørnsfamilier og endnu et barn, har sikkert ikke stået øverst på ønskelisten.

    Jeg kan ikke læse ud af teksten, om det er et tilfældigt sidespring eller om det er overlagt fra hendes side, men hun lader ham ikke i tvivl om, hvor hun står.

    Jeg synes du løser opgaven til fulde og jeg er glad for, at du vælger at fremstille denne mand som du gør. Jeg synes det er skønt at undgå sterotyper og karrikaturer og lad ham da endelig hulke, det er jo det han gør. Og krise … Ja det skal jeg da lige love for 🙂

    I øvrigt har jeg svært ved at vælge, hvor min sympati ligger.

    Kh Livsglæde

    Like

    • Kære Livsglæde

      Som altid en god oplevelse at få en kommentar fra dig 🙂
      Dejligt at du “som altid” synes der er flow i min tekst – tak!

      Jeg læste din kommentar i lyntoget på vej over. Siden da (et par timer) har jeg tænkt på, hvor meget min tekst ville ændre sig, hvis jeg lavede personkarakteristik på Irene, ligesom jeg har gjort på Holger. Det ville sikkert stramme den op.
      Jeg har faktisk også stadig 150 ord at gøre godt med 🙂

      For der er et fænomen hos mig: Jo bedre jeg forstår folk, jo lettere accepterer jeg dem fuldstændig som de er. Og jeg kan se i mine egne kommentarer, at jeg ikke accepterer hende. Jeg taler ikke om det faktum, at hendes adfærd er uacceptabel. Det synes jeg den er og det synes jeg Holger har grund til at være vred over. Men når jeg ser fremad, så ser jeg nedvurderende på hende: Hun går sikkert med til at gå i parterapi for at få renset luften. Men så snart terapeuten sætter fokus på noget hos hende, så smutter hun. Og så tror jeg Holger giver op.
      Hun får ikke ret lang snor hos mig som forfatter. Jeg må vist have arbejdet lidt med den karakter. Og så skrive en novelle 🙂

      Så tak fordi du ikke ved, hvor din sympati ligger. Det satte tanker i gang 🙂

      Kh Jytte

      Like

      • Det er lidt sjovt, jeg havde udarbejdet personlister på både min hp og hans kone. Men efter et par kommentarer måtte jeg se i øjnene, at hun ikke duede. Det er der kommet nogle udmærkede rettelser ud af, synes jeg selv 🙂
        Er spændt på, hvad du kan komme frem til…

        Liked by 1 person

        • Hej Livs
          Jeg ville tro, at på listen over egenskaber hos “konen” hos dig er:
          Hævder sig på andres bekostning,
          Største frygt: at andre skal se ned på hende
          Største ønske, at andre skal synes hun og manden er forbilleder på et godt ægteskab
          🙂

          Det er et godt redskab!

          Kh Jytte

          Like

  17. Hvor er det en flot fortælling, godt skrevet og dejlig at læse. Sikke dog en krise den stakkels mand kommer ud i. Hun er da ret kynisk hende Irene synes jeg 🙂

    Liked by 1 person

  18. Hej Jytte
    Velskrevet som altid. Jeg kender efterhånden den verden du skriver i.
    Han er en blød mand, hun er den hårde, og du undgår derfor de værste klichéer, tror jeg.
    Hun er ikke særligt sød, hans kvinde. Jeg tænker hun er blevet godt og grundigt træt af al hans terapi-snak. Hvis han ikke efter 10 års ægteskab har indset, at hun gerne vil have et barn, så er han da ikke særligt indsigtsfuld. Det lyder faktisk som om hun håber han siger, han ikke vil have barnet, så hun kan forlade ham. Denne tekst kunne vist sagtens være skrevet i sidste uge, men det er også en super god løsning på denne uges opgave.
    Kh
    Sarah

    Like

    • Hej Sarah
      Tusind tak for “velskrevet som altid” 🙂
      Tja, nu har han i næsten 10 år presset på for at de skulle have fælles barn og hun har hver gang svaret “jeg skal lige… ” blive færdig med studie osv. Hun arbejder 60 timer om ugen og nu har hun egen praksis. Sex har han ikke fået i flere måneder. Så nu har han vendt sit fokus over på fordybelse/meditation.
      Og så har hun knaldet ved siden af og vil have barn!
      Sådan kan den jo også læses 😉
      Tak fordi du syne det var en super god løsning 🙂
      Jeg nød at skrive den og gør den sikkert til en novelle 🙂
      Kh Jytte

      Liked by 1 person

  19. Hej Jyhark.

    Stille og rolig tekst, hvor din stakkels hp får knust sit hjerte i slutningen. Han kan dog beslutte sig for at tilgive og hjælpe hende med barnet, men mon ikke der vil gemme sig lidt bitterhed alligevel? Så som hver gang han kigger på det barn, der ikke er hans??

    Der var en sætning, jeg snuplede over:

    Du har da været børnene i en mors sted i alle disse år.

    Jeg ved godt, hvad du mener med den, men den skreg af mig. Der er noget galt. Måske er det bare mig, men den fik mig til at stoppe op og rynke panden. Nå men … Fin tekst. 😉

    Kh Uhrskov

    Like

    • Hej Uhrskov
      Tak for en dejlig indlevende kommentar 🙂
      Ja, hans hjerte bliver knust lige der. Og jeg tror, som du, at han beslutter sig for at tilgive hende og hjælpe med barnet.
      Jeg tror dog også at han stiller nogle krav til hende nu. Parterapi f.eks.
      Om hun så kan honorere det og om forholdet holder på sigt. Tja, det tvivler jeg nok på.
      For mig er det helt naturligt at sige “at være i en mors sted”. så jeg er i tvivl om dette udtryk eller sætningens opbygning, du stopper op ved?
      Tusind tak for besøg og for stille, rolig og fin 🙂
      Kh Jytte

      Liked by 1 person

      • Hej Jyhark.

        Det er ordet før.

        Du har da været børnene i en mors sted i alle disse år.

        Du har været børnene … Jeg kan ikke få den til at hænge sammen med resten, men som sagt. Det er sikkert bare min trætte hjerne, der ikke vil lege mere med mig i dag 😉 Hvis det giver mening for dig, så er det jo vigtigst. Teksten er jo din 🙂

        Kh Uhrskov

        Like

  20. Hej igen Uhrskov
    Nu har jeg fjernet “da” og synes sætningen lyder bedre. Det gør ham også mere “ligepå” Så tak for den 🙂
    Kh Jytte

    Like

  21. Hej Jyhark

    Et er teori, noget praksis.
    Det må Holger her så sande.
    Virkelig velskrevet historie. Godt emne.
    God læseoplevelse.

    Vh. Amanda

    Like

  22. Hej Jyhark
    Er alt det psykolognoget en del af din verden? Holger har det hårdt, men han er også en blød mand.
    Samtale situationen fungerer godt, men altså “mænd hulker ikke”. De kaster en stor sten i vandet og råber FUCK så hele verden kan høre det:-)
    Fin historie med meget indhold.
    Anne

    Like

    • Hej Anne
      Tak for endnu en kommentar 🙂 Har du set, hvad jeg svarede på den første?
      Selvfølgelig kan mænd da hulke! Ham her har gået i terapi i årevis, han har oplevet store tab, han er uddannet til at undervise i sorgarbejde. Han har ingen problemer med at give slip på sin gråd 🙂
      Jeg har haft masser af mænd i terapi, som har hulket fuldstændig som (nogle) kvinder kan. Slippegråd handler jo om at give slip 🙂 Og det er der både mænd og kvinder, der kan og ikke kan.
      Tak for fin historie 🙂
      Venligst Jyhark

      Like

  23. Kære Jytte
    Ikke et ord mere om sgu. Men et par ord om Holger. En sammensat mand. meget kontrolleret når han er på arbejde, så hans tanker om arbejdet er velovervejede som en terapeuts. Som privatperson er han tanker anderledes, mere maskuline, næsten for meget, så jo, han kunne godt finde på at tænke ord han ikke ville sige.
    Sikkert meget typisk at han ser andre menneskers behov for en terapeut men har ingen anelse om at han selv er på vej. Også meget fagtypisk at han sikkert har stor indsigt i evt. klienters kringelkroge, men ikke ser at en kvinde vil føle tomhed over ikke selv at have født, altså når kvinden er hans egen kone.
    Når krisens omfang rammer en mand, så synker han sammen. Helt sikkert. Måske ved at gøre det som du beskriver, eller ved at skrige et eller andet urbrøl. Eller er det noget jeg forestiller mig en mand vil gøre?
    Men vil han hulke? Der er et eller andet ved det ord. Tror måske bare jeg har læst for mange Karen Brasen-noveller som ung. Alternativt kan du beskrive de fysiske reaktioner uden at konkludere at det er hulken – du ved: show . . . .
    Hans forhold til konen virker meget tyndt, men så er det jo også flere måneder siden at de har haft nogen som helst udveksling af ømhed. Måske flere år?
    Konen er måske beregnende, men har vel handlet i reaktion på et kærlighedsløst forhold. Kærligheden må findes et sted, om ikke hos ham, så hos barnet. Undrer mig over de andre børn som hun har været mor for i 10 år. Har de dog ikke efterladt lidt kærlighed hos hende? Eller fortæller det om en følelsesskadet kvinde der heller ikke kommer til at lykkes med eget barn?
    Der var en der skrev roman – ja der er bestemt stof nok.
    Det forvirrer mig lidt med forskellen mellem kursiv og anden tekst. Kan godt se hvad du vil vise, men jeg kan mærke at jeg i stedet leder efter sætninger der beskriver terapeuten til forskel fra dem der beskriver privatpersonen.
    Opgaven perfekt løst. Teksten velskrevet, ja hvad ellers.
    Flot besvarelse.
    kh dorte

    Like

    • Kære Dorte
      Tak for en grundig kommentar 🙂
      Jeg ville ønske, at vi på et tidspunkt kunne dykke lidt dybere ned i tankerne bag en tekst. Jeg har lavet karakteristika på både Holger og Irene. Hun er fars pige, enebarn, ambitiøs, karriereorienteret, jaloux på Holgers 13-årige datter, bange for at blive gammel og mest af alt: bange for kroppens forfald.
      Holger er storebror. Hans far gik ned efter smøger, da H var 12 og kom aldrig hjem igen. Han har to små søskende og tre børn. Hans første kone døde under fødslen af tredie barn. Han passer på dem, der er i hans varetægt – herunder også Irene.
      Måske er deres sexliv gået i stå, fordi “farmand” og “fars pige” ikke giver sexuel tænding. Men han elsker Irene.
      Han ville gerne have haft barn med hende. Men hun har hele tiden udskudt.
      For mig er det essentielle i denne tekst, at Holger får chok over at være blevet bedraget. Han har stort behov for at nære relationer er tillidsrelationer.
      Han har både efteruddannelse i tab, krise og sorg – og en 4-årige chok/traume uddannelse. Han har gået i terapi hele sit voksne liv. Så selvfølgelig kan han græde slippe-gråd = hulke.
      Jeg arbejder så småt på at udvide historien her til en novelle og ville være virkelig glad, hvis du ville give mig feedback på den engang 🙂
      Nu fik jeg ikke helt forholdt mig til din kommentar. Håber det er ok Dorte?
      Kh Jytte

      Liked by 1 person

      • Jo, det gjorde du såmænd ved at fortælle mere om hvordan du ser personerne. Jeg er slet ikke i tvivl om at Holger bryder sammen og græder. Der er bare noget ved selve ordet hulke der generer mig. Det virker på mig melodramatisk og teatralsk. Men som sagt, det er nok bare mig der har fået ordet i den gale hals. Du skal selvfølgelig bruge det ord du synes passer i din sammenhæng.
        kh dorte

        Liked by 1 person

        • Hej igen dorte

          Jeg har tænkt over de her ord: melodramatisk og teatralsk. Og du skriver om at du måske har fået ordet i den gale hals.
          Det har sat tanker i gang, som jeg håber det er okay at jeg deler med dig?

          Indenfor psykologien har men jo udtryk som slippegråd og kaldegråd. Og her er hulk en nøgtern beskrivelse af den ukontrollerede gråd, hvor kontrollen i maven slipper. Så det har ingen farvning fra min side.

          Men jeg har jo fået en del kommentarer på det efterhånden og har derfor tænkt, om jeg skal bruge et faktuelt ord, når der nu er så mange reaktioner på det.

          Jeg har videre tænkt, hvorfor mon der er reaktioner på det? Og er kommet i tanker om en del nedsættende betegnelser om gråd: Hvad tuder du for? Stop det klynkeri! Så nu hyler hun igen! Sådan en klynke-sidse.
          Vi er jo en kultur, der har ret meget hæmning på gråd.
          Og vi er en kultur som i hvertfald før hen mente, at “store drenge græder ikke”.
          Det er ret ærgerligt, når nu slippegråd udløser store mængder oxytocin, salighedshormonet.

          Så jeg tror absolut ikke du er den den eneste der har fået det i den gale hals.

          Jeg er nok tilbøjelig til at lade det stå 🙂

          Kh Jytte.

          Liked by 1 person

          • Selvfølgelig skal du lade det stå når det for dig giver lige præcis den rigtige mening.
            Ellers kan jeg sige dig at jeg sandelig kender til gråden, kender også til reaktioner på gråden.
            I forbindelse med en arbejdsrelateret stressnedslidning med dertil hørende depression har jeg fyldt især Storebælt med adskillige liter saltvand. Det er svært for de omkringstående at tackle. Mine børn tog det meget roligt, konstaterede nøgternt at det var så der, deres mor var lige nu, og mor er en elsket mor uanset om hun tuder eller ej. En fantastisk accept. Min mand blev efterhånden også god til bare at lytte og ikke konkludere, men acceptere. Min øvrige familie forstod ingenting og negligerede det bare, for det var nemmest. Mine kolleger anede nok ikke hvad de skulle gøre, så de så væk og lod som ingenting. Over for dem tog jeg mig nok også gevaldigt sammen.
            Den allerbedste reaktion fik jeg nok fra min hund, en fantastisk dejlig og omsorgsfuld newfoundlænder. Hun satte sig tæt op ad mig, lænede alle sine 60 kærlige kilo op ad mig, og når det blev for meget, blev jeg vasket godt og grundigt af en varm hundemule. Det var nok allermest den fysiske tryghed hun gav mig, der viste mig, at et medlem af en hundeflok ved hvordan man skal hjælpe den sårede, netop ved at signalere: Vi står sammen, for sådan er vi stærke. Det kunne mennesker godt lære lidt af.
            Så tårerne kunne flyde, jeg fik vandfald i øjnene – men jeg hulkede ikke. Måske fordi jeg fandt ud af at udtrykke mig gennem det at skrive, så du kan godt sige at gennem ordene hulkede jeg.
            Jeg har ikke tænkt på gråden som noget foragteligt, noget klynkeri. Tværtimod. Det er godt at kunne græde, og hvis jeg har mødt mennesker der har grædt af sorg, har jeg også netop sagt sådan: det er godt at du kan græde.
            Jeg har heller aldrig tænkt at der var noget umandigt over det at græde, så hvorfor ordet støder mig, ved jeg ikke. Som sagt nok for mange ungpigenoveller hvor kvinden hulkede for at få omsorg. Men det er mange år siden jeg læste sådan noget, og kvindebilledet har da heldigvis forandret sig en del siden. Og mandebilledet med.
            kh dorte

            Like

            • Kære dorte
              Tak for en dejlig kommentar ❤

              Så skønt, det du skriver om din hund 🙂 Når jeg laver chok/traume arbejde med klienter, er der brug for en ressource i processen. Når vi leder tilbage efter en sådan, dukker der ofte en hund eller en hest op 🙂
              Det er så interessant, at forskning nu viser, at hvis man sidder med elektroder på i en sådan situation som du beskriver, så vil det lyse klart og stærkt i amygdala hos begge parter. Spejlneuroner. Så føler man sig set, rummet og accepteret. Det kan dyr være bedre til end vi mennesker!
              Godt din familie var så accepterende og anerkendende 🙂

              Det sidste du henviser til – ungpigenoveller: Det er ikke at hulke! For når man hulker er der ikke ord. Og det kan man ikke gøre på beregning. Jeg ville kalde det eksempel for at tude 🙂 (eller kaldegråd)

              Tak dorte!
              Kh Jytte

              Like

  24. Hej Jyhark

    Jeg synes din historie er både velskrevet og troværdig.

    Måske er det ved at være pay-back time, så hp. kan få lov til at agere far for et barn som ikke er hans. Han har tilsyneladende taget det som en selvfølge, at hun, helt naturligt, har haft følelserne med i forhold til hans børn. Selvfølgelig ønsker hun sig sit eget barn.
    Mvh. Genboe

    Like

    • Hej Genboe
      Tak fordi du kalder min historie her velskrevet og troværdig 🙂
      Jeg tror, at Holger ville opfostre Irenes barn med stor kærlighed. Han er i dette øjebliksbillede bare totalt rystet over Irenes tillidsbrud.
      Om det er en selvfølge, at hun ønsker sig sit eget barn, er jeg ret tvivlende overfor. Jeg tror, at hun ville blive ved at arbejde 60 timer om ugen og tage det som en selvfølge, at Holger tog sig af barnet.
      Kh Jyhark

      Like

  25. Helle Tolstoj Balvits said:

    Hej Jytte

    Har lige et par kommentarer og forståelsesproblemer

    ”Gid hun ville gå i terapi”
    – Skal man gå i terapi uanset, hvad? Altså ”bare” fordi man i en kort periode er i dårlig humør? Det er noget andet, hvis Trine har været ude af balance i mere end meget lang tid, men sådan læser jeg ikke Trine.
    Hvorfor er det er paradoks, at hun aldrig har været i terapi, selvom han er terapeut. Fordi man er bilhandler, behøver ens partner vel ikke partout at få et kørekort.

    Jeg forstår ikke dette:
    ”Jeg lægger en hånd over hendes på bænken. Hun vender den ikke og tager mig i hånden. Jeg lader alligevel min ligge – oven på hendes knoer.”
    Hvordan kan hun tage ham i hånden uden at vende hendes egen hånd?

    Det ser ud til, at her mangler noget, eller at den skal omformuleres:
    ”Du har været børnene i en mors sted i alle disse år.”

    Ellers tomme op for en realistisk fortælling af en hverdagssituation. 

    Kh. Helle 

    Like

    • Hej Helle

      Du skriver om “man skal gå i terapi fordi man i en kort periode er dårligt humør?” Holger siger “gid hun ville gå i terapi” (altså et ønske i en tanke) og måske han siger dette, fordi han ser hun har lidt i årevis, fordi hun gang på gang har afvist hans forsøg på at tale om, hvad der trykker hende, fordi hun tydeligvis har stress (arbejder 60 timer om ugen) fordi hun ikke kan sove om natten, fordi en hel masse andre ting.
      Der er intet i teksten der indikerer, at hun “i en kort periode er i dårligt humør”

      Så laver du en sammenligning med en bilhandler, som set fra mit perspektiv ikke holder. At køre bil eller ikke køre bil handler om at gøre. At gå i terapi, når det gør ondt i livet, eller ikke gå i terapi, handler om et livssyn. Og selvfølgelig er det et paradoks at elske en kvinde, der har så anderledes et livssyn.

      Hendes hånd ligger på bænken med håndfladen nedad. Da hun mærker hans hånd røre hendes, kunne hun vende håndfladen opad, så de holdt i hånd. Det gør hun ikke. Det kunne opfattes som en subtil afvisning, men uanset om det er det lader han sin hånd ligge. Jeg ved ikke, hvad der er uklart i det?

      Kender du ikke udtrykket “at være i en mors sted”?

      Tak for tommel op 🙂

      Håber sgu ikke det er en hverdagssituation at gå ud og blive gravid med en anden mand og skjule for sin mand i to måneder, at man har været utro?
      Og når man så endelig bekender kulør, så sige “så vil jeg skilles” inden han har nået at tage en dyb vejrtrækning?

      Tak for kommentar 🙂

      Kh Jytte

      PS Hun hedder Irene, ikke Trine 🙂

      Like

  26. dortestetter said:

    Den er dialogbåren og jeg kan godt lide den maskuline stil. Men fordi vi kommer ind midvejs, ved vi ikke, hvad der går forud. Han må have fornemmet noget, siden de ikke har været i seng sammen så længe. Vi kommer ind i handlingen, da bomben springer – den er godt skrevet. 🙂

    Liked by 1 person

  27. Hej Jyhark

    Det er en meget realistisk og velkomponeret tekst, med et overraskende vendepunkt 🙂 Godt skruet sammen, synes jeg. Jeg er også ret vild med, at han er en psykoterapeut, der ikke har styr på sit eget privatliv – eller hvad der rører sig hos sin kone.

    Umiddelbart læser jeg ham som en forholdsvis blød mand, men ikke desto mindre, synes jeg han virker overbevisende som den mandetype. (Men ok, jeg er ikke mand, men alligevel. Hvis han var en mindre blød mand ville han måske reagere mere med raseriudbrud, når konen kommer med afsløringen?)

    Lige en enkel sætning, der fik mig til at stoppe op:

    “Vi sidder på en bænk oppe på klitten og ser ud over stranden og havet.” Her er det lidt som om, en udefrakommende fortæller kommer ind og ser det hele fra oven. Ved ikke om du kan følge mig. Hvis der i stedet for stod: “Vi sætter os på en bænk …” bliver det mere aktivt sprog og som om det er noget han oplever i øjeblikket, tror jeg.

    Giver det mening?

    Ellers synes jeg, du har løst opgaven med bravør.

    Kh. Nana

    Like

    • Hej Nana

      Tusind tak for en fin kommentar 🙂

      Dejligt, at du peger på “vendepunkt” – det har jeg slet ikke tænkt på. Det er jo en gammel lektie fra Saxo, som åbenbart her har vist sig som en ubevidst kompetence. 🙂

      Dejligt også, at du gav et forbedringsforslag. Det er købt og jeg har redigeret 🙂

      Sjovt det der med “blød mand” Det er nævnt flere gange. Jeg kan godt lide din måde at sige blød mand, hvor det ikke lyder nedvurderende 🙂 Han har godt fat i både sine maskuline og feminine kvaliteter og i den betydning er han en blød mand 🙂

      Og sidst men ikke mindst: tak for de mange roser 🙂

      Kh Jytte

      Like

  28. Hej Jyhark. overraskende tekst, der lige laver en lille krølle med den der graviditet. Jeg mærker også mest kvinden i din tekst (det er åbenbart sværere end som så at være mand) og studser også over hulkeriet som jeg også føler er kvindeligt. Men som du selv skriver, så skal man jo passe på med at generalisere…Kender også et par terapeuter selv (0=. Merete /2die4

    Like

    • Hej Merete
      Tak for kommentar 🙂
      Det er fint, at du forholder dig kritisk – og samtidig holder den tydeligt hjemme hos dig selv. Tak for det!
      Terapeut mænd har selvfølgelig arbejdet en del med sig selv, har derfor bedre fat i både deres maskuline og feminine kvaliteter – og fremstår måske derfor som mindre “mænd.”
      Min største udfordring i teksten her har været hende. En kvinde som arbejder 60 timer om ugen, som hele tiden udsætter at få undersøgt fertiliteten, som ikke vil tale om problemerne, som er utro – og holder det skjult. Og da hun så sprænger bomben siger hun, at hun vil skilles inden han når at trække vejret. Hun var væsentligt sværere for mig at leve mig ind i.
      Om det er lykkedes at gøre nogle af dem tydelige, kan jeg komme i tvivl om 🙂
      Tak for visit 🙂
      Kh Jyhark

      Like

Skriv en kommentar